i sin
Ponyvogn.

Hun stod endnu i Doren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel:

-Ja, kaere Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Haender om
hendes: det maa jo vaere lidt svaert ...

Hun blev staaende et Ojeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i
hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og forte sine Haender hen over
hendes Arm:

-Rigtig svaert.

Saa var Vognen borte.

Schroder skyndte sig at komme bort. Hun brod sig ikke om at vaere der
alene:

-Naa, sagde hun: Farvel i Laengen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang
taget Maal af Godsforvaltergaarden.

Schroder gik.

Fru Brandt vaskede selv Porcelaenet af og samlede Stykke for Stykke i
brede Stabler. Men saa paa en Gang satte hun sig ned paa Stolen ved
Buffet'en. Fru Brandt graed.

Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan
rigtig graede.

Saa rorte hun sagte ved hendes Knae. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig,
mens hun blev ved at graede.

Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sorgeslor, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.

* * * * *

Det begyndte at morknes, mens Schroder blev ved at gaa ude i Haven
spejdende bojet over den sidste Sne; der var altid Vintergaekker, her paa
det Sted, de forste.

Men de var jo saa spaede og svaere at hitte.

Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, for hun skulde rejse.

Hun kom ind i Stuerne, der var nogne og bare. Ida gik og tullede,
indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at vaere. Morkt var der og
Halm laa der over Gulvene.

-Er det Dig, Tut, sagde Schroder, forsogende at anslaa en glad Tone.

-Ja, sagde Ida.

-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schroder, og "krollede" hendes
Haender.

-Mo'r er inde, sagde Ida.

"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for
Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod
der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen
og Folkenes gamle Klaedeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone,
og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

Christen Nielsen kom, talte lavmaelt og langsomt, med Haenderne paa sin
Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smorret og Skinkerne--det
vild' 'et blive.

Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde
hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik
hun de