en det har vaeret en dejlig Tid....

Hun sad stadig med Idas Haender i sine, og det begyndte at morkne i
Stuerne:

-For ved Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har
kendt hinanden fra Born.

-Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa
dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

-Ja, saa dejligt, min Pige.

Det bankede paa Stuedoren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kaemner Sorensen og Frokenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".

-Skal der ikke taendes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida taendte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kaemneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte
ham med Ojnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af
Kaemnerens Haender.

-Naa, De har vaeret til Bryllup, sagde Kaemneren.

-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

-Hm ja, det er svaert saa Folk de gifter sig nuomstunder ...

-Det er jo Verdens Gang, Kaemner Sorensen.

-Ja, og Kaemneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

Han saa op paa Lund:

-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen forer det?
hvor forer det hen?

-Her sidder man....

Kaemneren tav lidt og sagde sagtere:

-Det er det Hele.

Froken Sorensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran
Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saa det atlaskklaedte Bryst,
der loftede sig som et goldt Bjerg:

-Gud, ja, sagde hun. De har vaeret til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa
mange Tanker--nu har der vaeret Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen,
han vil absolut ha'e det til Butik.

Froken Sorensen talte hviskende og i en Strom:

-Og det var jo det bedste at saelge, for naar Fa'r en Gang gaar bort,
flytter jeg dog til Kobenhavn. Der sidder jo Sostrene. Men saa laenge vi
har Fa'r i Live, Fru Lund, gor man jo ingen Forandring--hverken Sostrene
eller jeg.

-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

-Det er jo det--det mener ogsaa baade Sostrene og jeg--en gammel Mand er
han da og ingen ved, hvorlaenge han kan ha'e igen.

Kaemneren, der horte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

-Saa nu gaar det los paa Huset igen. Men, og han talte hojere: jeg
sitter her endnu ...

Han slog med Stokken:

-Naar de forst har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gore, hvad de vil.
Det er