il dem, der var faerdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og
Karl Johan, der havde sprukne Haender, (Gud ved, hvordan det gaar til,
sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Haender) slog frem mod
Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nod.

-Sofie, sagde Fru Brandt, der saa ned over det stille Bord: der er ikke
noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.

-Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bod igen: vi spiser til
Middag saa sent.

Kroens to havde vendt Overkopperne.

Brandt kom frem nedenfor Hojen, hans Benklaeder kom saa let ind i Skoene
bagtil, naar han gik:

-Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et?
sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og naevnte
forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens
Smaapigerne skubbede sig og saa ned i deres Skorter.

-Men saa skulde I lege, sagde han.

-Saa skulde de lege, gentog han til Konen.

-Men der er maaske nogle af Bornene, der vil ha'e mere, svarede Fru
Brandt.

-Nej, sagde den aeldste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgorende det for
alle.

-Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke,
hvad de skulde lege.

-Vi kunde kaste med Lommetorklaede, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden,
mens Smaapigerne blev siddende rodhovedede og stille.

-Ja, ja, men Born maa stoje, sagde Brandt, Born maa stoje, de maa rore
sig. Og paa en Gang sagde han, helt forpint:

-Jeg henter Schroder, min Ven, og gik.

Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetorklaede forstod de
ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Trae.

-Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Baenk ved Siden
af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetorklaede, som var alt for lille
til at kastes.

Brandt lob gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i
Hovedbygningen stod alle Dore paa vid Gab og der lugtede af stivede
Gardiner og Renlighed.

Froken Schroder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Stromper: hun
holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:

-Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene
falde.

-Ja, lille Schroder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde
Brandt, der skod Brillerne op og ned: man ved jo ikke, hvorledes de Born
skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklaeder:

-Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.

-Josses, ja, og Schroder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i
d