flyv over Furesoens Vove,
snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnaebbede Smaa;
og naar imorgen Du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad Du saa.

-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Sovn i hans Arm, med Hovedet ind mod
hans Skulder:

-Se Barnet, hviskede han og bojede sig ned mod Froken With. Han saa saa
lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra
Indkorselen med sin daempede Bas:

Flyv Fugl, flyv over Furesoens Bolge,
straek dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du folge,
dybt skal Du spejde deres Sjael.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kaerligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan fole og lide,
burde jo tolke min Rost.

Sangen dode hen.

Ude i Natten var Regnen ophort, og de gik alle ned ad Trinnene
(Falkenstjerne og Froken With gik ved Siden af hinanden) og stod og
aandede langt ud i den svale Luft.

Saa kom Schroder med en vaeldig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget,
sagde hun, ovenpaa den Forskraekkelse.

Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der let og skreget
nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos
Froken Adlerberg.

Lidt efter skiltes de.

Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vaekke
Barnet.

Da alle var til Ro, gik Froken Rosenfeld ud ad sin Dor og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Haenderne om sine Knae.

Der saa hun Dagen bryde frem.

--Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevaegelse.
Det var Konferensraadens Fodselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.

Schroder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i en Damp. Kokkendoren,
havde hun laaset af med en vaeldig rusten gammel Nogle:

-Idag ka' vi ikke ha' Kokkenskrivere, sagde hun.

Noglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.

De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og lob forbi
Godsforvalterens Hoj med Klaedekurve med Gront. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Gevaeret i Hvil, sad paa Hojen med Ida, indtil Froken
Rosenfeld gik op ad Hojskraenten og loftede Ida ud over Stakittet:

-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.

Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man horte dem langt bort, mens de
surrede Egelov og Asters om Klaedesnorene.

Froken Adlerberg bandt med Handsker paa: