Brandt, jeg har det daarligt.

-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det saedvanlige.

Brandt sad lidt:

-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke
gaa derover.

Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med
Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen,
sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Loft ham,
sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at hore Brandt paa Bryst
og Ryg.

Udenfor holdt Musikken op, og man horte Madsens Stemme gennem Stojen:

-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

Doktoren blev ved at hore paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bojet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Braestrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gaesterne,
mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte hojt i Munden paa
hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet
ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:

-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han taenkte paa Fyrvaerkeriet.

De horte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig
bleven ganske tavse:

-Men nu skal Ingen taenke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.

-Ja, sagde Skovrideren.

Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:

-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskraekke Konferensraaden.

De gik ud sammen med Doktoren, og man horte deres Skridt do hen paa
Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og
tilbage hos den Syge, sortklaedt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.

Hun blev staaende et Ojeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

-Nu skal Apotekeren overraekke Stagerne.

Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde:

-Skal I ikke over med Blomsterne ...

-Det maa vi jo, sagde Fruen.

Men Ida begyndte at graede inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde
med:

-Naa, sagde Fru Brandt og torrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at
smaagraede hen gennem Haven.

Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Doren. Man
horte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa en Gang lod saa sejgt
og haardt.

Den Sy