Byfolk.

Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:

-Hvis Fruen nu vil nyde noget.

Og de gik ind i Spisestuen.

Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at
spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bod og
bod, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.

Hun talte om Byggegaelden; vi har jo maattet baere den, sagde hun, mens
hun blev ved at byde, med samme kolde og torre Stemme og Ojnene
ufravigelig faestede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvaele Gaesten
i al sin Mad.

-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... ved vi....

Fru Brandt svarede:

-Her var Stengulve, da vi kom.

Fru Reck taenkte, der kunde gerne vaere Stengulve endnu.

Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende,
lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

Fru Reck, der fros i sin tynde Bykjole, sagde:

-Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.

Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kaelder, Maelkekaelder,
Kartoffelkaelder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde
grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gaestesengene. Fru
Reck sagde:

-Ja, hvad der maa anskaffes.

-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.

Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhaengene;
udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende hojere, med smaa
Traekninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

Fru Reck taenkte ved sig selv:

-Nej, hun skal aldrig over min Dortaerskel; og sagde:

-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.

-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og
tog Klodstofler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, modte de Ida,
der kom med Schroder, som vilde se den nye Kone.

-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag
med en rod Haand. Fru Reck folte ligesom en Lettelse og sagde meget
venligt bojet ned over Ida, der stod hos Moderen:

-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle rode i Hovederne paa en
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu vaerre ved at sige:

-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.

-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

Der var ingen, der talte mer, for de