at faa
noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

-Jeg tror, jeg vil laegge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde
naeppe staa paa sine Ben.

-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op
for at overraekke Stagerne.

-Ja, Mariane, sagde Brandt, der dosede hen.

Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkorselen, og
Sofie lob til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertoj og satte Haaret, hele Sovekamret flod af hendes hvide Skorter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.

De horte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

-Der har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Gaerdet paa Sokker.

-Og der ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsaermer og Hovedpynt
paa i Havestuen.

Hornene lod hojt og lystigt, og de horte mange Stemmer:

-Ja, Brandt, der har vi Vaabenbrodrene, sagde Fru Brandt, som havde
Brandts Toj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i
ham.

-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.

Ida, der havde graedt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom
ind i hvid Kjole.

-Nu ikke for taet til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skort;
men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine
Haender:

-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet,
saa mat.

De blev ved at hore Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede:
det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig
langt borte:

-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Doren op paa vid Gab, med
Bomuldsforklaedet i Haanden, som hun havde lost af sig i Forskraekkelsen.

-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa
rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klaederne paa en Stol.

-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.

Men Fru Brandt var lobet ud at tage imod: de skulde samles her.

-Ida, Ida, raabte hun.

Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun
vilde vaekke ham:

-Fa'r, nu skal Du op.

-Ja, Barn, nu kommer jeg.

Han horte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det braendte saadan i hans Side.

Saa blev Doren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:

-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan
er 'et, Du ser ud?

-Ja, sagde