, saa de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.

-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton.

Moderen rystede paa Hovedet:

-Nej, sagde hun, lad os nu vaere stille.

Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter
gik de ind i Stuerne var der morkt og koligt. De satte sig alle i
Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:

-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal
forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sorger, thi selv vor Sorg er
for lille.

Ingen svarede.

Men Moderen rejste sig og i den morke Stue satte hun sig ved Klaveret.

De hvide Haender gled hen over Tasterne og mens hun langsomt--ganske
langsomt--anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun
selv havde fundet, de fremmede Ord:

Som Planten visner
for dens Rod er uden Vaede,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen
for du har ej mig kaer--

Det var tyst.

Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Hostens Stjerner.

* * * * *

Veninderne rejste, og Hosttiden kom, hvor de tunge Saedvogne rullede
ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Laesset
ved Siden af Pigerne, mens Bornene hujende boltrede sig i Loen, der
fyldtes.

Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:

-Hold mig, hold mig!

Bag efter var hun bange for Orentvistene, saa hun klaedte sig af lige
til Skindet.

Ogsaa Hosttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven
laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.

Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens
Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alleen fik gule
Blade og blev ligesom hojere i den tyndklare Luft.

Moderen fros sammen:

-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saa
ud over Plaenerne:

-Ja, sagde hun, vi er langt henne.

Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rorte
sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:

-Tine, et Sted er der dog Fred: i Doden.

Det blev tidlig morkt og Tine og Moderen og Bornene gik gennem Alleen,
hen over Markerne, hvor Brombaerranker fyldte alle Grofter.

De modte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saa de Landsbyens Lys,
der taendtes, et efter et. Saa lod Aftenklokkerne.

Moderen stansede; Bornene havde klynget sig til hende. Saa langt hun
saa, laa kun