delig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der
var svagt snovlende:

-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret
til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende
Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.

I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men
inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om
Vaerten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op
paa en Stol:

-Krig, mine Venner, er en Provelse, men en Provelse,--skreg han--der
styrker Selvfolelsen; Krig er en Provelse, men det er en Provelse, som
haerder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element--

-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Sten, der sad midt i
Stuen og uafladelig forte sin knyttede Haand ned mod sit store Knae,
blev ved at sige:

-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned.

Kun Kammerherren og Provsten horte mer; de andre gik op og ned,
rodblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa
hverandre, om tusind Ting, Haeren, Generalerne, Tysken; og--pludselig
skaeldte de Kongen, Kong Kristian.

-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.

Det var Postmesteren, der skreg det forst, og der blev et Raab.

Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strom af Ord
ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens,
der vilde Afgorelsen ad den rette Vej; mens det tomme AErme, som
Traekken tog, daskede svagt mod Hojaervaerdighedens Ansigt.

Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strommede sammen, saa
Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud
til Husmaend og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke
for deres Brodre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saa de
som Skygger Husmaend og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte.
Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der
lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod
dem--som en Ed.

Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne
Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde
med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket:

-Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.

Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vaek fra
Kinden, sagd