ham, den sortsmudskede, hun
vidste ikke, hvad han var--fra Ronhave....

-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Haenderne rapt i Siderne,
saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Bolling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.

-Men Skovrideren er kon, sagde hun, Skovrideren er kon ... _Det_ endte
Madam Bolling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels korte op om Krolaengen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.

-Saa de farter, sagde Madam Bolling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov,
ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte
stadig kun paa Skovriderens.

-Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist
baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa
mange liggende Personer.

Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.

Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen. En efter en korte
Vognene hjem med deres sovnige Gaester.

-God Aften, hilste Kusken daempet.

-God Aften, svarte Tine.

Og Gaesterne nikkede--halvt i Sovne, mens de rullede forbi.

Tilsidst gik Tine op; Foraeldrene var allerede i Seng.

Langt borte hortes en Vogn, hvor de sang; den kom naermere og rullede
forbi:

Danmark, dejligst Vang og Vaenge,
lukt med Bolgen blaa,
hvor de tapre danske Drenge
kan i Leding gaa....

-Tine, lod det nedefra, med en daempet og langt udtrukken Rost for ikke
at vaekke Bolling, der sov: Horer du?

-Ja, Mo'er.

-Det var Skovriderens.

-Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

... mod de Tysker, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Tog hensender--
en Ting mangler for den Have,
Leddet er af Lave.

-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.

... Naar Fru Berg kom hjem fra Sonderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergaester, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ske Lov, lo hun.
Gud ske Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Kokkenet gik, glad, Madam Bollings Jern
til de varme Vafler.

* * * * *

Saa kom Efteraaret og AEbleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede