e ved, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjaelpelos
i Taepperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som
"altid mislykkedes" for Fru Berg).

-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.

-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun
puttede sig under Taeppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen
over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden
og stansede foran Kokkenvinduet.

-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev
staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med
sine runde Arme.

-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig
vaere ganske kon--om Morgnerne....

Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

-Tine, Tine, raabte Madam Bolling til Datteren, der voksede Traad--:
de fra Ronhave....

Ronhaveren svingede om Krolaengen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.

-Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bolling. Hvor de faar Plads, du ...
hvor de laegger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel
kunde "laegge dem".

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklaerede Madam Bolling
saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en
Hostvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:

-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang
hen ad Vejen.

Det Land endnu er skont,
thi blaa sig Soen baelter,
og Lovet staar saa gront,
og aedle Kvinder, skonne Moer
og Maend og raske Svende
bebo de danske Oer.

-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bolling.

-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytojet ligge i sit Skod.

Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam
Bolling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhojningen. Og Stens korte
med deres Studenter; Hele Oen havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke veg fra Krobaenken den lange Eftermiddag, maatte over
og udose sit Hjerte. Hun havde bevaegede Tider om Sommeren; For man
blir anskudt. Madam Bolling, af de Kobenhavnere, sagde hun.

-Aa--der var Studenterne hos Stens og