Stue" er der stille. De gik gennem
Spisestuen ind i Konferentsraadens Vaerelse, hvor de store Mobler, med
Kaempesofaerne i Nicher, stod urorte, som da han levede. Asta satte
sig.

-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

-Ved ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, naesten Frygten, der
altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for
overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at
fortaelle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om
Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_
skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af
en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han
tav, aandelos som efter et langt Lob, og pludselig paany folte sig
forvirret foran hendes stirrende Blik, naesten angst:

-_Og jeg da?_ sagde hun:

Herluf bojede uvilkaarlig sit Hoved, naesten som En, der dukker sig for
Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Kroller--og som
fortvivlet rystede hun de taenkte Kroller--gaa her--alle de Aar, sagde
hun.

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om
Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde
samles af disse fire Aars Forsog paa at fole Kaerlighed:

-Asta, sagde han.

Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet
det hele--for at _komme los_, sagde han til sig selv; og han tav og
folte sig blodrod som en Desertor, fejg og elendig som en Falskner,
der gribes.

Asta loftede Hovedet og forsogte at tvinge Graaden tilbage: Der ser
man, hvor man bliver folsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle soge
Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.

Herluf stod endnu nogle Ojeblikke, da hun var gaaet.

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt
til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en
hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

-Ja, sagde Berg.

-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Nede paa Hjornet lob Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepael:
Ja--Godnat, sagde han blot, han horte ikke, hvad han sagde, og gi