e Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket--jeg vilde kun fole, om min Kaabe ... var vaad
endnu efter Regnen.

Erhard paastod "Fru Mathilde", var aldrig saa sod, som naar hun loj:
hun saa' forst saa ganske hjaelpelos ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindaeg:

-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det forste, man faar laert....

Efterhaanden blev de kaekkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Braedt over Karret.

En Gang imellem spillede de Kort, ved hojlys Dag. Det var en af
Mathildes Glaeder:

-Du, sagde hun og spillede ud paa Braedtet: Stik. "Hjemme" havde hun og
Soster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skont Doren stod paa Klem
til Mo'r.

Hvert tiende Minut humpede hun geskaeftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Kokkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdor.

Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i "Tampen
braender" har gemt Tampen.

-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern "begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en
Stoj over Konen".

Men nu var Foden rask, og "han" rejst igen over til Gaarden i
Blekingen.

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes
Fodder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stodte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kaele for Fodderne--"de smaa Kid",
som han kaldte dem. Men hun rev sig los og flygtede op paa sin
Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen stottet mod
Knaeene. Der sad hun saa og kiggede ind i "Hytten"--som de kaldte
Stuen--:

-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder paent....

Erhard sad saa nogenlunde "paent", og de saa' begge, ved Siden af
hinanden, ind paa "Hytten".

-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham naesten som et Barn, der
forste Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Det gav naes