, og
havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om "Virksomhed"
og "Planer".

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dodt.

Hvor han huskede den forste Aften, da denne Kaerligheds-Kamp begyndte:
da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget
fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun
smilet og _der_ havde de vexlet Blik, taenkte han--havde han sagt, selv
sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint forste: Og man kom
los):

-Ja--elske hende, gor du jo ikke ... Og han havde _selv_ hort Ordene
med en Angst, saa han sprang op som for at vaerge sig eller som for at
lobe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

-Men det ved du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo
aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige
Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye
"Sokrates-Rost": at det ikke er Kaerlighed. Pust det bare ikke op til
Kaerlighed.

Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsogene paa at fole Kaerlighed: hvor
han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad
med Pulsen af hver en Folelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed
i sin Fantasi--for at sporge: Hvorfor skulde det ikke vaere Kaerlighed?
Er _det_ ikke Kaerlighed? Og denne "anden", denne Hr. Sokrates, smilte
kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

Og alligevel han saa' hendes Skonhed, og han begaerede hende. Han kunde
have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....

-Og _hun_.

Hvor han havde gaettet hende--hvor han havde forstaaet hende.

Som idag modte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld
--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For
under Fravaerelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Men naar de saa modtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med
sit ganske Vaesen paa blot en Lyd, en Tone, som Lidenskaben har
dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de folte
begge hjaelpelost den samme uhyre Modloshed, under hvilken de sank
sammen....

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Saesonens
og Konveniensens Moder, mens Tvivlene afstumpede hver Folelse, Dag for
Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende
Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....

Her