uderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm
under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og
Froknerne med loftede Glas hvinte "Kyssenes Vals".

Ingen horte; Orenhinderne naegtede deres Tjeneste; som Rusens egne
Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.

Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Vaeg eller
Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skaerf--holdt Krause, mens alt
gik under i samme Malstrom af Larm, den revnede Barnetromme som en
Trofae.

* * * * *

Berg og Adolf korte hjem i Droske. Det forste graa Skaer af Morgen
meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de
alligevel "gaa lidt" og rore Benene, for de vendte hjem.

-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kort, Gud ved, hvad nu egenlig den
Kongres har kostet os.

-Kostet? sagde Berg.

-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De
horer til Driftsomkostningerne, sagde han.

De vandrede forbi "Hesten" ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og
stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.

Kun paa Baenkene om "Hesten" drev et Par Vagabonder i Halvsovne; de
vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to.
Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Haender og
halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen.

-Men nu skal vi _hoste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.

De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille.
Man horte intet uden det jaevne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk
gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Saeder.

Lidt efter lidt blev det ganske Dag.

Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte,
den var vaagnet--Storstaden Kobenhavn.

Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjornet: Plakatmanden klistrede
op en Victoria-Kaempeplakat, der meldte "den tragiske Stjerne" i
skandinaviske Farver.

ANDEN DEL

Regn af Aske

I

Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til
Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

-Iovrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er
overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne ojeblikkelige
Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde
nogensomhelst Anledning til storre Foruroligelse. Banken er Hjaertet i
den Raekke store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele
vort For