Ganen helt forbraendt af alt det staerke Stads.

-Udmaerkede, sagde han.

-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.

-Den unge Herre siger, vi har vaeret heldige idag, Marie, sagde Fru
Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervos af
Glaede.

Da de var faerdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, for
Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i
Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.

Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i
Spisestuen med "Dagbladet" i Skodet i sin Hvilestol--og kaldte den
gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortaelle om "Drengen".

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og sporge turde hun
ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved,
sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle
deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Oren og Ojne op:

-Ja--de har Ideer, de har Ideer, blev Fru Adolf ved til den gamle,
Marie.

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Son.

* * * * *

Der skulde forste Gang "taendes" i Viktoriateatret, og alle
Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe
over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time for Tiden, og hvor hun
blev helt forskraekket, da Doren sagte gik op bagved hende, og en anden
"Kvindeperson" listede sig ind og satte sig i det andet Hjorne i
Morket.

Man horte Skuespillerne hviske nede i det morke Hus, og oppe bag
Taeppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med et blev lys, og der
lod et langt "Aah!" fra Parkettet: man saa' Taeppet for forste Gang.
Engle trak et Flojelsforhaeng bort fra en Sojlegang, hvorfra man en
Foraarsmorgenstund saa' gennem Orstedspark ud mod det ny Kobenhavn.
Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt
begyndte at saenke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og
Vaarens Genier i forgyldte Felter daengede hinanden med Roser, de
plyndrede fra Overflodighedshorn; og kastede Skaer ind mod Logernes
Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens
Engle dansede, mens de blaeste paa deres luende Tuber.

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bojede
fru Adolf sig frem og fulgte aandelos det straalende Monstrum, der
dalede majestaetisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod