med sin Stok.

-Nej--vi sorger for os selv herude, sagde Spenner.

-Vel. Adjo--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brod
op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de
forgyldte "Sfinxer" paa Hjornerne, bojet over Pulten. Han drev ganske
tankelos sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret:
Martens's "s" endte altid med saadan en hjaelpelos, lille, strittende
Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dorene lod han staa aabne, han holdt
af at hore Husets Stoj, mens han arbejdede: Dekoratorernes Hamre gik i
Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvilelose den ganske
Dag, lo i Garderoberne. I Kaelderen pustede den nye Dampmaskine som et
ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tojet, og hvert minut sendte en
Skuespiller fra Scenen en Provejodlen ud i det tomme Rum.

-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Doren. Han havde genkendt
Primadonnaens Stemme.

-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

-Spar paa Rosten, raabte Berg: Imorgen er der Prove.

-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

-Hm. Det ene svenske? raabte hun.

-Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dor, og der begyndte et sandt Korind.
Det var forst Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af
Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle
Stole, mens han talte i et vaek; og Hr. Staer--med aaben Overfrakke og
halvt i Knae af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne
se Etablissementet to Dage for den ovrige Presse--af Hensyn til sin
skandinaviske Korrespondance.

Et par Skuespillere, der havde "lugtet Journalist" i Huset, bankede
ogsaa paa og kom ind, og man horte ikke Orenlyd for den halvtyske
Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i
Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden lobe foran Staer, som sad
op paa Skrivebordet--Hr. Staer sagde altid Nej Tak til en Stol og,
faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' traet ud, mens han i
Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner a en Krone i Bladenes
Petitrubriker.

Berg, der var ganske or i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer,
hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden
paa Hovedet:

-Ja, sagde han (Hr. Staer talte om indleverede Stykker) jeg har i en
Maaned laest syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Staer spurgte ud om Titler, og
den ene