amper, og
alle Damppiber lod.

Svaermen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Laegerne
standset deres Vogne og stod op for at se: stille gled de store Skibe
forbi i den lyse Luft. Da hortes pludselig Dronningens Klokkespand paa
Vejen, og Laegernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste
glad, med sine store Ojne--Hornblaeserdrengenes Signaler lod muntert
fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en
Flotille til Revue, til de rode Livreer forsvandt mellem Traeerne.

-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af
Scenen om Aftenen--"Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et
Par Kroyer'e"--for han gik.

Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at
tommes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Vaerfternes muntre
Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem
Gront--vinkende som med hundrede Lofter om Sommer--helt op til
"Hvidores" slanke Taarn.

De stod nogle Ojeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog
om dette--en Bog, du--og han forte Haanden gennem Luften, som vilde
han indfange det alt ligefra Vaerfterne til Hvidore--med _Sol_ over--

-Lys ned over Siderne, sagde han.

-Men de har ingen Ojne, de andre, fojede han til i sin misfornojede
Tone, de har ingen Ojne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer.

Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Korebanen. De
saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket
Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bogegren, mens
der blev let i Vognen.

-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen korte, og Grenen blev ved at
vifte.

-Han saa' svaert lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han.

Berg trak paa Skuldren: Hvem ved. sagde han: de gik hjemad gennem
Gronningen.

* * * * *

Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede
ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt
behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Haelene.

-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid
svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han.

-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervos,
at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at
trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde
ham i Skoderne.

I den runde Gang saas kun tre Frokener Gravesen og