Loftet--Haenderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var
morkt.

De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste
Kulisse. Da de horte den forste tunge Gliden af Taeppet, der haevede sig
forste Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort,
i Angst, ned i Kaelderrummet.

Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede
Glasdore i Fonden. Baggrundstaeppet skaelnede man endnu ikke ret. Men nu
gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var
"Fader Holbergs" Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle
danske Skuespilhus, der laa i Maaneskaeret.

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt;
oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at straekke Hals og se.
Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstaeppe, og Adolf, der var
kommet op af Kaelderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for
Rampen.

-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

Skuespillerne brod larmende op, under Hurra, og man horte dem jage ud
gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Taeppet igen
gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne
fyldte Glassene:

-Saa et Huset leve, raabte Berg hojt, ud i den lyse Sal.

-Ja, et Huset leve, skreg de andre med loftede Glas.

... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa en Gang oppe i
Logen glaedesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden
ganske naer, midt paa Baenken, uden at vide det--:

-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevaegelse.

-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens.

Hurraerne dode hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede
igen.

-Og saa et "Leve Konsortiet", raabte Regissoren: Det leve hojt.

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens
de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Haenderne:

Og dette skal vaere Konsortiet til AEre: Hurra. Og Skam faa den, som
ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra'
Hurra.

-Hva'--Born--det kalder man Akustik, raabte Ornulf fra Trondhjem, da
det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens
svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

-Bliv ikke forskraekket, mine Damer og Herrer, sagde paa en Gang en
fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket
frem i en Kulissedor: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og
traadte frem; lad D