jo. Mand.

Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv
folge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som
taettere Skygger i det stille Morke. Hundene vaagnede kun halvt og
sendte en sovnig Knurren efter dem.

Berg loftede Lygten for at finde den torreste Vej i Solet. Her, Tine,
her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen
loftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det aerefuldeste, hun
vidste.

-Vi ses, hilste Berg, naar de skiltes.

-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Doren
var lukket op. Men Madam Bolling var gnaven. Det lignede dog ingenting
at komme hjem her den sene Nat.

Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen:
der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden.

Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos
Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i
Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind
igen, mens hun stadig talte med Bolling.

-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekraeftede Bolling dernede.

-Tine, sagde Madam Bolling op gennem Loftet.

-Jo, Mo'er.

-Tine, du, husk det lille Stykke Smor imorgen Barn, jeg har lagt til
Side--det artede sig saa vel i Kaernen, saa jeg lagde det til en Side ... de
kunde dog smage det dernede.

-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Foraeldrenes Ord i sine Oren.

-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig
af Underskortet og op til Bolling.

* * * * *

Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod
bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle
disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf
og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.

Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Born" korn til Skole i
Morke og Moder trillede dem ud af det meget Toj--Trine og Lars Erik's
Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saa forundret til fra Sengen. Og
saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.

Om Sondagen var der Glasvaeg for Praestens Vogn, og Kordrengene sad i
Kokkenet paa Baenken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes
Spolkummer for at varme sig, mens Praesten praedikede.

Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I
Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saa de uden Lys.
Eftermiddags