n til Vinduet og talte stadig hojere og hojere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlaegge Kapitaler.

-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner forer jeg til
Kobenhavn--i en Saeson.

Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:

-Ja, min Herre, her er "Stemning", her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.

Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevaegelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--"Min Herre," sagde han, "Tusinderne vil
dryppe fra Vaeggene"--om Voldene, der var mejet bort, om "National", om
Strommen allevegne:

-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa Kobenhavn, sagde han. Jeg afgor en Sukces med ti Depecher
fra Kobenhavn.

Berg horte ikke mer. Han dromte med et Smil, med Hovedet stottet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde naeppe faa Vejret. Han
holdt inde og torrede den begejstrede Sved af Panden.

-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brod op, og
han fulgte ham tildors med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne "Spog" fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.

Og han folte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Staer ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befolte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette "skrivende" Kompagni.

Og han selv?

-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun vaeret _hans Samliv_ med denne By....

Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevaegelse,
denne Dag havde opsaml