e Gaard.
Lars og Daglejeren taerskede i Loen....

-Mo'er, sagde Herluf paa en Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?

Moderen lo. Hvad den Dreng har for Ideer, sagde hun.

-Ja, sagde hun saa og lod Sytojet synke: jeg er lykkelig.

-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krob ind til smalle Striber
henover Gulvtaeppet.

Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og taerskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjaelkekant med
Fodderne hojt op under sig og saa' til. Herluf krob ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skorter--og Soren tog Saed op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skaeppede.

Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalleen forbi Haven
til den lille Baenk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.

Degnens tykke Tine kom med et Torklaede over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at laegge sine Kjoler
ud i Sommene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte le, bare de
saa' hendes runde Ansigt.

Paa "Morkningsbaenken" nikkede "Tine" til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede los igen:

-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller do, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.

-Ja, hun ka' lovte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
lovte En, og Taarerne lob det gamle "Mimredyr"--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.

De sad alle tre paa Morkningsbaenken, til Klokkerne horte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.

-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun horte ham altid forst, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alleen.

I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstroede Gulv.

Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bolling.

Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med et
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bollings
fine Sandstjerner floj; Tine var Kavaller og svingede, saa Skorterne
viftede:

Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt