y kaertegnende mellem Hornene, den var saa kaelen og vilde slikke
hendes Haand:

-Saa sorger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

-Det ka' Fruen vaere tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Hone foran den blissede.

Koerne vendte Hovederne i Baasene og brolte langtrukket og daempet,
mens "Fruen" lukkede Stalddoren.

De gik om langs Laengen forbi Honsehuset: Ja, den spaettede var trofast
... den lagde AEg til det sidste, og de bojede ind bag Haekken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Sojle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at graede igen og brod den af.

-Mo'er--kommer vi hjem til din Fodselsdag, sagde Herluf.

-Jeg ved ikke, sagde Moderen, som graed.

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Hoj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og "Fa'ers" Skov. Fru Berg saa' frem
derover, laenge, laenge; graede gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.

-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

Moderen rorte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde vaeret i Kirke.

Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Haender, Herluf havde han paa Skodet.

-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tojet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun graed
med Hovedet mod Stolpen.

Da Vognen var forspaendt, kom Tine som en Stormvind med sit Torklaede
over Hovedet.

-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snoften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklaedet op om Hovedet.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
"Kontoret" og saa over Poppeltraeerne--de var ude af Gaarden.

Oppe ved Morkning