Hans Excellence lo:

-Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Vaev nok. Erindringer--hm,
der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de,
og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har
oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

-Og de gor Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev
sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Dod, vilde de
domme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfaerdighed i Himlen
og paa Jorden....

-Nej, det er ikke vaerdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en
Stund. Saa sagde han:

-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er
det svaereste, og at taenke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange
Tanker vaerdt.

Sonnesonnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.

-Ja, sagde Excellencen: I skal jo fodes og klaedes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, naesten umaerkeligt. Men den Gamle blev
ved:

-Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger
hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, ved man det og bryder
sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen horer. Hvem horer?
Grosset snakker uden at hore det selv.

-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at
opfylde deres Bestemmelse endda.

Sonnesonnen sad sammensunken med maerkeligt nedsaenkede Skuldre:

-Ret Dig, sagde den Gamle.

-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stodte sin Nakke paa
Stoleryggens Vaabenskjold.

-Nej, blev Excellencen ved at fortsaette sin Tanke: Forplantningen skal
tjenes. Lad dem avle og do. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem
blive ved med det og ikke gore sig Indbildninger. De opfinder og
finder paa og bygger Staeder og skaber sig Berommelse . . . Naturen er
lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

-Eller hvad har de for det? sagde han og saa pludselig op paa de mange
Billeder paa Vaeggene: Der haenger de med deres Kaeder, i deres Kaaber,
som de Aktorer de var og--Excellencen gjorde en Bevaegelse med sine
Fodder, som rensede han sine Saaler--hvad de vilde, blev det modsatte,
og deres Gerninger er saa dode som de selv.

-Hvad er det Hele? blev han ved: det maetter ikke ... Hm, jeg husker en
Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den storste, ogsaa som
Komediant, for det folges ad ... Han gik omkring som var han selv i
Gevandt og skulde