taende Rogelse foran sit eget Marmor. Men saa var det
en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit
verdensberomte Navn. Men den Dag var han vaagen--det var i hans
Vaerksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer
og det hele Ler og saa sagde han:

-"Ja, det er jo meget kont".

-Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nod han sit eget Minde:

-Og Oehlenschlaeger dode brolende over sin egen Sokrates, som ingen gad
laese, og Heiberg saa efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad
Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg ved aldrig af, at vi fik noget Bud
fra dem.

Han tog sig over Ojnene, og i en anden Tone sagde han:

-Men gamle Folk skal ikke ha'e staerke Hjerner, for saa ved de for
meget ... De skulde blive slove. De, som ikke bliver det, faar Tid til
at se, og det skulde Menneskene vaere fri for--Man skulde aldrig se,
aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den,
der ser Jehovah--og Excellencen lo paa dette Ord--han dor. Men jeg
siger Dig, at hvis et eneste Menneske saa et andet Menneske helt til
Bunds i Sjaelen, saa vilde han do. Og hvis det kunde taenkes--men det
kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt--at man saa sig
selv til Grunden af sin Sjael, saa vilde man betragte det, min Go'e,
som en ringe men nodvendig Straf selv og uden et Kny at laegge sit
Hoved paa en Blok--

-Naa--og paa en Gang brod Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men
(pludselig saa han paa Sonnesonnen og der var i mindre end et Sekund i
hans Oje noget, der naesten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et
Pileskud har ramt) det gor vel ikke noget, for Du horer ikke efter.
Det er en anden Visdom, som suser for dine Oren.

Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede
op. Han skod en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han
ikke talte:

-Ungdommen maa have Penge, sagde han:

-Farvel.

-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog
hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

-Farvel, sagde den unge Mand og bojede Hovedet.

Georg haengte "Sedlen" ud paa Doren: Paa et Stykke Pap stod med
Bogstaver, som var halvt fortaerede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa
Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pluds