altid gik i ens Kjoler, syede af et Stykke, og Alleen, der gik op til
Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da dod.

-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde
holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

-Foran hver sit Hus lige ved Indkorslen, sagde Moderen.--Og ingen
kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden loftede
Armene:

-Nej, for de dode jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som
turde.

-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog
graed ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-a-banc-Doren
i paa din hvide Silkekjole.

-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke
maattet ta'e den paa for Mama.

-Gud, hvor blev den flaenget, sagde Moderen.

-Ja.

-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Doren i ... og badus
var Kjolen i to Flaenger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slaebt, de
to Flaenger.

-Det var graesseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa
Bordopsatsen, spurgte hun:

-Hvad er det for Blomster?

-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

-De er dejlige.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: for de falder. Den hvide Sne fra
Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

-Men, sagde Marschalinden, der var faerdig med at taenke paa Blomsterne
og vendte tilbage til "Gaarden":

-Jens var dog bedst tilhest.

-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Ojnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kaelderen under
sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det
var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt,
som sad han endnu paa den skonne Halvblods Hingst.

-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred,
den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

-Det var da vaerre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde
skubbet si