han
ikke mere kunde fordoje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til,
med samme Hast--da Doren blev revet op og Baronesse Ida lob ind og
raabte:

-Mo'er, stakaandet, uden at taenke, ikke paa Hans Excellence og ikke
paa noget:

-Mo'er.

-Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, for Baron
Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt
ind under Skaegget, og lod Dorene staa aabne, idet han raabte:

-Kom, kom, Emmely . . .

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen
frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Doren sloges til.

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst
sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt
syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at
Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en
Middagsindbydelse, for at han intet skulde gaette . . .

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han stottede sig,
rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livlose Trae blevet
levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme lod roligt:

-Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det
Indtryk, at stodte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:

-Hvem? og saa paa Excellencen med Ojne, der intet saa.

-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod stottet til Stolen.

-I har jo redet.

-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende,
som gamle franske Ure gor.

-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han
noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

-Gaar Du, sagde hun.

-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for
Baronesse Ingeborg turde ikke folge ham--ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var
hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik hojt:

-Det gor saa ondt, aa, det gor saa ondt.

-Ja, ja, lille Emmely.

-Det gor saa ondt.

-Ja, ja, rejs Dig lidt, horer Du, rejs Dig lidt...

Den Syge forsogte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge
sine Haender. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtlost som
var det skilt fra Kroppen:

-Nej, jeg kan ikke ...

-Nej, nej, det gor saa ondt.