age som igaar.

-Du har skrevet, sagde den unge Mand og bojede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

-Ja, og Stemmen lod vredt:

-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blaek, naar man ikke kan leve
mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gor
de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

-Har Du faegtet? spurgte han pludseligt.

-Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans
Excellence:

-Du er en Sildefoding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Sonnesonnens Ansigt, hvor Laeberne midt i
Blegheden var som Blod saa rode, sagde han, med den samme Stemme som
for:

-Jeg ved heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i
Familjen.

Sonnesonnen, der forte den meget slanke Krop meget rankt, loftede de
morke Ojenlaage en Kende:

-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

-Ja. Laes det hojt.

-Sonnesonnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at
laese--meget hojt, for at Hans Excellence skulde kunne hore ham:

-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Sonnesonnen laeste hojere, anstrengende sig for at samle den ulaeselige
Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Saetninger var faldet ud:

-Hvad er det, der staar?

Sonnesonnen blev ved at laese:

-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bojet frem mod Lyset, forsogte han selv
at laese alle de Saetninger, han allerede havde glemt.

-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Ojnene. Ojnene vil
ikke.

Han slap Manuskriptet:

-Ojnene vil ikke mer.

-Laeg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden
af de andre.

Excellencen fulgte med Ojnene hans Haender:

-Der er mange, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Ojnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence
korte til Forlaeggere. Aarevis havde han kort fra Dor til Dor, havde
sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han
holdt op.

-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da vaere et Gravvers over et
Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var beromt og som nu var
glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i
Avisen, med meget smaa Bogstaver.

-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sonnesonnen--hans
Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, naesten aengstende blod--og
han lukkede Skuffen.