ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede
Porten, mens han saadan tre Kvart spaerrede med Traebenet, Erindringen
om hans Opofrelse for Faedrelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemont forsvinde i
Haanden, som Faedrelandsforsvareren ikke havde mistet.

-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Traebenet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

-Vognen, sagde han.

-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

-Korer Du ud? spurgte han. Men Excellencen horte det vistnok ikke; thi
pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden vaere flere af de
Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

-Excellencens Sententser er forbryderiske.

-Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid
forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at
tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klaeder, og ingen
vidste ud fra hvilken Tankegang-:

-Men laeg Maerke til, at den menneskelige Retfaerdighed er enojet. Havde
den to Ojne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakkeaermet:

-Eller vi fik slet ingen.

-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at
Menneskene, de er kun nogle forfaengelige Narre, som vil lade, som
holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er
ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse
eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

-Sover Hendes Naade? sagde han.

-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

-Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede Doren. Han gik naensomt gennem
de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var morkt, saa,
i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Flojelsbaldakin paa de
fire Sojler.

-Hvem er det? raabte Hendes Naade.

-Mig, sagde Excellencen, og han stod med bojet Hoved, i en saa
besynderlig Stilling--om eller frygtagtig--foran Hendes Naades Seng.

-Hvordan har Du sovet? spurgte han.

-Du har rumsteret laenge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik
fra Baldakinen.

-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde
faaet frem af mange Taepper.

-Og nu kor' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa
han saa hendes graa Ojne gennem Morket:

-Hvorfor kor' Du og samler Dig Gigt i alle de P