e
hojt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par
rode Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den hojre, taenkte
Hr. Hansen) for han fik forseglet.

-Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten overst oven paa Mappens mange
Papirer. Hans Haand blev liggende et Ojeblik, tung, paa den staerke
Dynge:

-Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran
sit tomme Bord.

-Kald Frokenen ind, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store Dor og Froken Erichsen kom ind:

-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Froken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.
Mens hun gjorde det, sagde han:

-De Ting er i Orden.

-Sidder Konferensraaden nu godt?

-Men de Skillinger skal ikke hjaelpe ham, blev Konferensraaden ved: der
skal mer til.

-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig forsogte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en
saer Fugls Skrigen.

-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide boje sin stive
Ryg.

-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Froken Erichsen og gik hen
over Gulvet med sine laempelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved
lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.

---

Moderen var paaklaedt. Hun havde slaaet sit Vindu op--ud, mod den kolde
og bidende Luft.

Faderen havde hort det fra sit Vaerelse:

-Stella, dit Bryst, raabte han.

-Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

-Nu har de Engelsk.

Hun taenkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Bornene, hvis
Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

-Og den Mindste kan ingenting, taenkte hun, og hun smilte.

Hun horte Faderen aabne og lukke sin Dor og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, naesten som Tordenskyerne,
naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun horte Arkadia
rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Vaerelse og slaa Vinduerne
op med et Brag.

Pludselig saa Moderen ud i Gaarden og over mod Kaeldervinduerne i
Laengen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af
Kaeldervinduet.

-Tre var der.

-En sort og to blonde.

Og alle drejede de Ojnene ind i Ojenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blon