e Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens Dor, saadan lidt, som man aabner for et
Krae, der smutter ind ved den nederste Dorfylding, og Excellencen
drejede Hovedet:

-Er det Dem? sagde han.

-Saet Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Doren, paa en Stol lige paa Kanten,
for at hendes Fodder kunde naa Jorden.

-Saa er det vel galt igen?

-Ja, Deres Excellence.

-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt
og ikke tog Ojnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin
Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde
inde i hendes Bryst, bag Florene:

-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er
jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister
Opromthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glaederne.

Jomfru Villadsen begyndte at graede, saa Graaden kraengede hendes Mund.
Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den kraengede Mund lignede
hun en Tudse:

-Ja, En boder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man boder for'et,
naar man er kommen i Ulykke . . .

-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de
vil alle ha'e Fornojelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at graede, med underlige korte Kluk, der
rystede den forvoksede Krop.

-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme
Klage, som han kendte; han havde hort den fra den forste Dag, da hun
modte paa Hospitalet, og han, som forlaengst havde opgivet at ove den
Fodselshjaelp, der havde vaeret med at gore ham beromt, i et pludseligt
Anfald af en saelsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv,
han, Mesteren, en sidste Gang vilde forlose--forlose dette Krae, over
hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkon dog var slaaet ned, saa hun havde
kunnet saette et Menneske i Verden.

-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ...
Excellencen ved'et . . . Excellencen ved'et . . . Men (det kom som en
Strom af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod
det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den hoje Stue,
sagde han:

-Ja.

-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt
hulkende.

Der blev Tavshed et Ojeblik, til Excellencen paa ny vendte Ojnen