ige Dig.

Der var ganske stille et Ojeblik, mens Hans Excellence flyttede sit
Blik fra den Syge og saa ud i Stuen udover det maegtige Skrivebord,
hvor intet fandtes uden den nedarvede Laederpung med Kobber og
Guldskrivetojet, en Erindring om det kendte Velgorenhedsvaerk, der
havde afmaerket Konferensraadens Vej--frem mod Stolene, der stod langs
Vaeggene, som en Vagt, og de to Paneldore, taet ved hinanden.

-Jeg gor, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Maele var naesten
blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneldor--forst svagt, saa hojere:

-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig horte
det:

-Kom ind.

Og Doren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang
og i sorte, slidte Klaeder. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet
mer af Krop end sine blege Haender.

Konferensraaden havde naesten faaet rejst sig:

-Gaa, gaa--hvad vil De....?

Og Doren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

-Saa Du aagrer endnu?

-Saa dine Saekke er ikke fyldte nok endnu?

Hans Excellence stodte Krykken mod Bankierens Bord:

-Men Du oser dit Guld af dine egne fire Fjaele, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, stottet til sin Krykke og sin
hojre og sunde Arm:

-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Maele var naesten vendt
tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanfore Ansigt, som det
tilstrommende Blod syntes at ville spraenge:

-Nej, sagde han og vendte sig.

-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt stottede sig til sit Bord: Du
bliver herfra:

-Jeg traenger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af
Excellencens Navn havde vaeret som Svinget under et Navnetraek, og Hans
Excellence vendte sig, som i et Stod. Men da han talte, lod hans
Stemme roligt:

-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som
han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

-Hofjaegemesterinden er her jo?

Konferensraadens Oje blev rodt i det Hvide, og i et Sekund havde han
loftet sin Krykke i den sunde Arm, der skaelvede:

-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedraet:

-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at graede.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at
vaerne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens