de ogsaa haende, at Hans Excellence pludselig genkendte et
Ansigt og sagde, at det var den og den.

-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da vaere Sonnen.

-Hm. Naa ja, nu er det vel Sonnerne, der lober rundt.

Og han sad igen og saa ud over Gadernes Menneskeansigter, med de
blyfarvede Haender foldede i sit Skod.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstraede op foran Det Braheske Palae.
Portneren, en gammel Hvidskaeg, ifort rodstribet Vest og blaa Bukser,
slog Porten op og aabnede Vogndoren, for Forstetjeneren kom til, der
blev helt forskraekket, da han saa Excellencen, og lob igen op ad
Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde baere ham, op paa
forste Sal--saa Portneren maatte hjaelpe Excellencen ud:

-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...
Det er nok blevet vaerre inat.

-Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun horte Ordet daarligt og troede, Hvidskaeggen
talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smor sig med det, jeg har givet
ham; og han gik ind ad Glasdoren.

Tjeneren var lobet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to
unge Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin
Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa
mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskraekkede som han og de raabte begge
to:

-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Doren til "den lille
Spisestue".

-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige
Haender sammen--:

-Jeg sagde det jo nok.

-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De horte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Dotre, ud for at tage imod
ham:

-Men, kaere Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det
Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den forste Frokost.

-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge
Dotrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en
egen tom Graadighed--:

-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og forte ham ind i Spisestuen,
hvor ogsaa Dotrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte
hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen
vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen horte efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pluds