t vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte
Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale
med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var
standset den Dag, han mistede Benet) om noget maerkeligt han havde
laest i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde
Ild.

Hr. Fritz blev staaende med bojet Hoved, til Baronen pludselig saa paa
ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde
Ojne ufravendt faestede paa Glasset i sin Haand, som det var hans
AErgerrighed ikke maatte ryste.

-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod
Bedstemoderen, foran hvem han bojede Overkroppen lidt, mens han horte
paa hende, for han gik videre, ind i den naeste Stue, hvor Grevinde
Schulin med Son og Datter sad i nogle Laenestole og talte med en
rodblond og bred Godsejer fra deres Egn.

-Kaere Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis
skulde have vaeret her, nu han var hjemme... Det er dog altid en
Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske ved jo, hvor
laenge det varer.

Da hun pludselig saa Fritz, sagde hun hojere og lidt rod i sit
Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Ojeblik
betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved
Ankomsten for en Middag betragter hinandens Toilette-:

-Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevaegelse, loftet
sine Ojne:

-Ja, sagde han.

-Ja, vi saa ham, nu vi korte herhen...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede,
medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kaere
Rottboll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop
interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snaever i AErmegabene, hvad han
hele Tiden folte, sagde:

-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der ved, hvad de skal gore af
deres egne Born.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er
saa overflodige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes hojt, fra alle Hjorner.
Over alle Stemmerne horte man Marschalinden, der lo:

-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos
Moderen og den ostrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod
to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Lands