ave en nedadvendt
Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked,
da Beromthedens Son kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i
sammenlignende Sprog et gammelt Portraet, en Silhuet, der hang i
Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foraeret Hans
Excellences Fader under et Besog i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra
Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar
siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repraesentere ved et Slags
Regeringsjubilaeum.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol
foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme
Ojne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa
hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegojens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin
ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let,
mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-_Fortuna fortis, fortuna fortis_.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofjaegermesterinden og Hans Hojaervaerdighed
og horte Hans Hojaervaerdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid traenge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres Hojaervaerdighed, sagde Hans Excellence: lad dem
se opad. Saa bliver de aldrig sig selv var.

Han vendte sig til Hofjaegermesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desvaerre, svarede Hofjaegermesterinden.

Der floj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i
Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbevaegelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv
kaert.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet
Goethe, medens alle Gaesterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og
dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag
hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han
netop taendte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et
Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar
han maalte sig selv med de andre.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegojen.

Ministeren,