ndes Ojne som da hun for sad, med Ministeren, ved Siden af
Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald bojede sig over Hendes Naade og bad om de maatte
sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nervost op om Kejser Nikolajs Brosche,
naesten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og
med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og forte dem
op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde
brat fort Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en
halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid
ganske saeregent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at faeste
Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden brod op, og Fru von Eichwald talte med Hans
Hojaervaerdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.
Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belaegge
med Guld:

-Og de virker saare skont paa deres hellige Sted, sagde Hans
Hojaervaerdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod laenet til Vindueskarmen, hvor hun saa ud som en Vandrer,
der paa en endelos Vej et Minut har laenet sig til et Trae, og sagde:

-Jeg har taenkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et Ojeblik, for hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man taenker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.
Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod laenet mod et
Ibenholts Skab:

-Er det Hans' Son?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert
Ord.

Da den ostrigske Minister traadte til for at sporge, om de skulde gaa,
bojede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget
rank i Krop, bojede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er skon som et Gravmaele.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg
stod netop og taenkte paa, at han skulde egentlig h