horte "Kaffen"
og hun lob gennem Entreen og Spisestuen og Gangen ud i Kokkenet:

-Fruen har kaldt, sagde hun.

-Ja, svarede Sofie, der aldrig aendrede sit Tempo, og haeldte Kaffen
op, mens hun sagde:

-Hendes Naade har ringet.

-Frokenen er inde, ("Frokenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og lob
med Kaffen.

-Der kan hun lobe, sagde Sofie.

-Gud vaere lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som
Arkadia stillede paa Dynen.

-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skraek, om
Morgenerne, under Besoget hos SvigerForaeldrene.

-Ja, svarede Arkadia.

-Haeng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede
Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia
anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

-Halvelve, sagde Moderen forfaerdet og lige efter:

-Kaere Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de
Melodier . . . hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvaed men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Faerden forhen intet ved,
og hun for Partiet stiftes
soge vil at skaffe sig lidt god Besked--

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

-Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skod Benene helt op under sig
af lutter Iver--:

Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Faerden forhen intet ved,
og hun for Partiet stiftes
soge vil at skaffe sig lidt god Besked,
om han er flink, villig, tro og lydig,
om han er skabt i den rette Form,
og om han ellers har vaeret dydig,
kan hun faa ham undersogt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig
saa' paa Uret:

-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dor:

-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige
synge?

-Kaere Fritz, det ved jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

-Er det ikke dem, de saelger paa Gaden?

Hun laa et Ojeblik. Saa sagde hun:

-Fra hvem er der Breve?

-Fra Hans, svarede Faderen indefra.

-Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med et forandret, mens den hvide Haand strog
Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at rore sig.

Derinde lod Faderens Skridt.

-Fritz, hvad Dag er det?

-Fredag.

-Nej, men D