at--men han
holdt stadig Albuen imellem.

-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen
til Manden, der slap Doren.

-Kor, raabte han.

Og Vognen korte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Ojnene fra
Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham
laenge og aerbodigt.

Georg var gaaet op. I Halvmorket i Entreen laeste han endnu en Gang
Udskriften paa de ankomne Breve og skod dem atter langsomt helt ind
paa Konsollen, i Morket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede Doren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en
ung Dame i stivt Sirts og hvide Stromper, havde slaaet alle Vinduer op
paa vid Gab og med en Taeppebanker i hver Haand pryglede los paa
Flojelsportiererne, saa Stovet stod som skidne Skyer om Hvidernes
broderede Vaaben.

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Doren igen, for
Traekken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun
et Aarhundrede.

-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med Dorforhaengene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vinkaelder var der ifjor flyttet en
Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i
Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kaelderhalsen.

De Folk, der bor
nede paa Jord,
deres Gemytlighed,
den er stor....

Jomfru Arkadia pryglede los paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

-Godmorgen, lod det fra Kaelderhalsen, fra en af de tre Handelsmaend.
Arkadia var atter ved Vinduerne.

-Godmorgen.

-Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge Taeppebankerne ned mod den sorte Kommis i
Kaelderhalsen.

-Man har vel mer at gore end De--heldigvis, sagde hun.

Og vaek var hun og bankede igen. Pludseligt lod der et:

-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog
Entredoren op oppe paa forste Sal og raabte sit:

-Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa Doren inde i sit Vaerelse, ved Siden af Moderens:

-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

-Kaere Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog Haenderne ned over sin Dyne:

-Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun