an loftede Hovedet og saa paa
Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig kraengede sine Laeber,
saa hans to eneste Taender blev synlige--de lignede "Gnaverne" hos en
Rotte--:

-Der var Brev fra Hr. Jaegermesteren.

Georg skjulte med Laeben atter sine to Taender og rejste sig.

-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung,
og, paa en Gang, med sit Lommetorklaede aftorrede sine Tindinger, der
var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at laese.

-Hvorfor laeser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og horte ikke, hvad
Frokenen svarede.

Pludselig sagde hun:

-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om
sig, mens hun, uden Stotte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Haenderne i Skodet, foran et
lille Traeskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret,
hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmorkt.

-Jaegermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet
haes.

-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et
Par morkere Skygger i Morket.

Hendes Naade forte sine Haender over hinanden:

-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle
Ojeblikke, i Morket.

-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rorte sig. Og hun spurgte om Maden
til Middagen, som Sofie naevnede for hende, henne fra Morket, Ret efter
Ret.

-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved
at naevne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

-Han maerker det ikke. Han ved aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie naevnede Deserten:

-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik Penge igaar.

-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Morket.

-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes
Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, skont der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen,
hvor de havde vaeret hele Tiden, mens hendes Ansigt var naesten som
fortrukket af Smerte eller af en Vaemmelse, hvorunder hendes tynde
Laeber syntes at faa deres Fylde igen:

-Men det er mig, sagde hun:

-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange
mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saa paa sin Frues Ansigt som den, der har
forstaaet alting laeng