agde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.

-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dor, sagde han:

-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa en
Gang for en vis Stramhed:

-Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nogle lod i Gangdoren. Det
var Faderen. Han tog Overtojet af og spurgte:

-Er der nogen syge hos Baronens?

-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans
Excellence ... til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

-Ja saa--der var gaaet naesten som en Bleghed over Faderens Ansigt--:
Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences Dor.

-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans
Ojne ved Synet af Sonnen, der smilte til ham med et eget omt Smil,
naesten som en Kvindes:

-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bor ikke klage,
naar de kun nogenlunde kan traekke Vejret.

-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bojet over Hans Excellence.

-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa baere. Faderen vendte sig imod
Vinduet.

-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik forsaetligt et "Ja".

Som i Lobet af et Sekund blev Excellencens Ansigt morkere:

-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede
ikke straks:

-Hun er ellers saa glad ved at vaere her hos Jer, sagde han og talte
saa besynderlig lavt eller tonlost som altid, naar han talte om sin
Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til
Middag.

-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

Doren faldt til.

Georg sad som for, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Doren og vendte
Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en
Masse bleget Flor, der daekkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:

-Tak.

-Kom kun ind, sagd