et.

-Men der har jo, det tilstaar jeg, vaeret Aftener, sagde
Hofdame-Sosteren til Hofjaegermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt
til Charlotte Amalie, naar hun laeste, at nu maatte hun holde inde, for
der er jo ingen Raedsler, for hvilke man nutildags forskaanes i
Aviserne.

-Og det endte grangivelig med, at man laa og saa Blod i sine egne
Senge om Natten.

Frokenen brod pludselig af med Slagmarkerne og sagde til
Hofjaegermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

-Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var fodt Glud, takkede, Konferensraaden havde
det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som
kom hen mod Bordet:

-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade
gjorde hendes Bevaegelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence skod Skuldrene frem:

-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastlost pillende Fingre, der
var blevet krogede af at gennemse en beromt Faders Arbejder, sagde fra
en Stol ved Vinduet:

-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.

De to Damer fra Vallo gjorde en Bevaegelse med Hovederne som et Par
gamle Honer, der faar en Sjat Spildevand i Ojnene, medens Hans
Excellence vendte sig mod en Herre med Traeben, der just var kommen
ind:

-Ved De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han
vidste det ikke.

-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt
kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i
Aarhundredernes Lob laert at indskraenke sig til kun at passe deres
Piber.

Baronen smilede venligt, saa man saa alle hans hvide og indsatte
Taender, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber.
Baronen, som var enbenet fra en Graensetraefning mod de Svenske fra de
Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en
underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik
hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var
stanset et Nu.

-Onsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at
nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede
Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

-Hvordan staar det til?

Og uden a