enene saa
underlig hojt op i Luften, mens hun gik.

Der lod et Slag paa Doren, da hun kom ind.

-Hvem er det? raabte hun.

Kokkenklokken skrattede, for hun lukkede op:

-Det er mig, sagde Jaegermesteren, som stod foran hende, i Doren, i sin
Pels.

-Er det Jaegermesteren?

Sofie troede, hun skulde falde.

-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som
noget, der ikke er Liv i.

-Hr. Jaegermester, Hr. Jaegermester! Sofie blev staaende foran ham med
sammenknugede Haender, og pludselig sagde hun:

-Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som
Kokkenbordet, slog hun Doren i til Anrettevaerelset, hvor Kogejomfruen
stod over Garneringerne.

-Ja, nu ramler det, sagde Jaegermesteren.

Sofie svarede ikke. Det var, som stonnede hun ligesom Bornholmeren.

-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jaegermesteren og vilde Staa op.

-Vi har Fredag, sagde Sofie.

Hans Hvide lo:

-Se, om han er inde.

-Ja, sagde Sofie og blev staaende.

-Se, om han er inde, gentog Jaegermesteren.

-Ja.

-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Ojnene, som
hun havde holdt lukkede hele Tiden:

-Er der ikke no'et, Jaegermesteren vil ha'e?

Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

-Jo, bring mig et Glas.

Hun lob gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun haeldte
Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

-Der, Hr. Jaegermester, sagde hun.

-Tak, sagde Hans Hvide, der havde tomt det.

Sofie gik op. Hun saa alting saa tydeligt, Vaeggene og Dorene og
Karmene--alting, for hun lettede paa Excellencens Dor.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

-Saa maa det vaere.

Jaegermesteren stod op:

-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saa op i hans Ansigt, mens hun greb
om hans to Haender, der var kolde som et svedende Ligs.

-Ja, sagde han.

-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dor.

Hans Excellence drejede Hovedet:

-Jeg ventede Dig, sagde han.

-Det er jo godt, svarede Sonnen, der skjalv:

-Jeg maa have Penge.

-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

-Jeg kommer naar det er nodvendigt, sagde Sonnen.

-Hvor kan det vaere nodvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsaetter dine
Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

-Det forslaar ikke, sagde Sonnen.

-Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Dod, der havde