gde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et
pludseligt Glimt i sine graa Ojne.

-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine
Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

-Gewiss giebt es schoene Weiber in Daenemark, plejede han at sige,
sluttede Ministeren og bojede sig for Hendes Naade, en Smule frem over
Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

-Man smigrer saa let i Ostrig, sagde hun, men hendes Ojne fulgte
Moderen, der havde grebet i Excellencens Dor og folt, at den var
laaset.

-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap
Doren:

-Du er jo helt bleg.

-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig forte Haanden
hen over Panden, sagde hun:

-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa en Gang gav sig til at le, sagde hun til Beromthedens
Son, der stod bag hende i en Krog:

-Tror De paa Datoer?

Sonnen blev staaende med aaben Mund.

-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten forsogte at le, men Moderen sagde:

-Ja, laeg en Gang Maerke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man laegger
om Forbryderes Ankler.

-Ja, sagde Beromthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og
for sig maerkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til
beromte Maends Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som
virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

-Men, sluttede Kandidaten, man bor naturligvis vogte sig for den Slags
Overtro.

-Thi hvor vil den vel fore hen? sagde Kandidaten.

-Men hvor er dog den kaere Excellence, sagde en Dame pludselig meget
hojt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige
havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dor
fra Entreen--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Dore i
hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer:

-Hvor er den kaere Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til,
ligesaa hojt som det ovrige:

-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte
og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skod.

-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun forst havde
set Hofjaegermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa en Gang
Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i Kokkenet. Hun syntes, hun loftede B