l tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Haender.

-Kuess' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt forte hun Moderens
dejlige Haender op mod sine Laeber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede
hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saa fra Vaeg
til Vaeg:

-Men at det kan blive ved ...

-Hvilket? spurgte Moderen.

-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke hort det eller maaske ikke forstaaet
hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var
kommen til at taenke paa Baron Brahes, sagde:

-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

-Hvem?--Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rod i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han bojede sit armeniske Hoved meldte han,
at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte
Moderen, om hun ikke vilde kore med: hun skulde kun gore et Par
Visiter.

-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind
i Stuerne for at sige Farvel.

-Taenk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog
Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

-Der bli'er dog altid et Slags Taeppe ud af det, sagde hun.

-Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede
hastigt, da de kom--og de gik videre, ind til Hans Excellence:

-Ja, Farvel, Onkel Hvide.

-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge
Haender om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence rorte sig ikke:

-Farvel.

De korte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu folte som
Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

-Men Onkel Hvide er blevet gammel.

-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

-Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

-Langt bort?

Marschalinden vendte Ojnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et
Ryk.

-Langt bort, gentog hun, og det saa naesten ud, som om hendes Laeber
sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevaegelse:

-Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen saa langt ud over Sneen.

-Ja, sagde h