Himlen til at spaende over Jorden--og det er vanskeligt.

Jaegermesteren, der saa hen over sine tomte Glas, sagde halvhojt:

-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.

Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om
Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

-Du har vel ogsaa vaeret der?

-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin
lo og sagde:

-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De
saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

-Naar man kommer lidt hojt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar
ogsaa et andet Ansigt.

-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

-Et storre.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til
den unge Fritz Hvide:

-Aa, Fritz, vil Du sorge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin
Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, haeldte han et kvart Glas Portvin
ud paa en Underkop foran Kraeet, der var placeret paa et Taeppe foran
Kakkelovnen:

-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu,
sagde hun:

-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

-Ja, sagde Marschalinden og saa et Nu paa Faderen, hvis Ojne lyste
under Fest og Lys.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stodte pludselig sit Glas mod
Faderens, mens hendes Ansigt, et Ojeblik, blev saa blegt som Perlerne
om hendes Hals.

-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfaerdige Stemme:

-For vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det,
tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen
for sig.

-Og de ulykkelige?

-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og saenkede sit Hoved, mens
Jaegermesteren saa op paa hende.

-Mama, sagde han ganske sagte og stodte sit Glas mod hendes.

-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hort om Heste, der traekker samme
Laes, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens
Gehejmeraadinden sagde:

-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

-Netop, sagde Hans Excellence og forte det maegtige Krystalglas med
Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra
Hendes kongelige Hojhed Prinsesse Mariane,