af hvilken Huset havde ejet atten Flasker,
en Present af en afdod Prins af Philipsthal.

-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.

-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.

Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af
Hvidernes Vaaben glimtede.

Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:

-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.

-Ja, sagde Hans Excellence: de faerreste.

Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saa paa sit loftede Glas, sagde:

-Den er som Blod.

-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stodte sit Glas
mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde vaeret med til
alle atten Flasker, op gennem Aarene.

-Ja, sagde Baronessen.

Og med Glasset op til sine Laeber sagde hun, halvsagte, over til sin
Mand:

-Du.

-Dja, sagde Manden--Dja var hans Kaelenavn for Lydia--og de drak,
seende hinanden dybt ind i Ojnene.

I det samme havde Moderen bojet sig frem, som om hun vilde drikke med
nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.

Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas,
hvis Vaabenskjold syntes blodspraengt paa Vinens Baggrund.

-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og loftede Glasset ned mod
Jaegermesteren.

-Skaal, svarede han.

Og for at sige noget sagde Marschalinden:

-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jaegermesteren
svarede og saa op:

-Saa maa Du skynde Dig. For Taget ramler sammen.

-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.

-Jeg taler Sandhed, sagde Jaegermesteren, mens Hans Excellence havde
rejst sig med det loftede Glas i Haanden:

-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig,
tomte de den sidste Draabe af den rode Vin paa Hendes Naades Vel.

Georg slog Dorene op og alle gik ind, Hendes Naade forst ved
Jaegermesterens Arm.

Da Doren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saa ned
over Bordet og fik Oje paa den unge Hvides urorte Glas.

Den unge Mand tomte det hastigt, for Georg vendte tilbage.

-Kaffen, sagde Georg.

Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.

Da Georg var alene, gav han sig selv til at tomme Slatterne, hulter
til bulter.

... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste
Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,
Schulin og Professoren.

-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Geh