op til sin Mund:

-Derfor er jeg nogtern.

Og idet han lod Blikket lobe nedover Bordet, sagde han:

-Jaegermesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var
blevet graablegt, horte man Baron Rosenkrands, der talte om den
tyrkiske Krig, sige:

-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse
forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet Jaegermesterens Haand, der var
hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skod Brystet frem over
Bordet, sagde:

-Gud, der maa da vaere en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren skaenkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om
Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage
siden var loben bort fra sin Mand.

-Men hvorfor er hun lobet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod
Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg
kunde heller ikke, Lydia, taenke mig noget frygteligere end at blive
elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to rode Pletter op i Hendes
Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

-Er Du traet?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden,
gennem Stojen op til Moderen:

-Stella, har Du aldrig vaeret skinsyg?

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at vaere skinsyg, synes jeg, maatte
man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

-Og det er aldrig faldet Dig ind?

Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

-Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et Ojeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.
Saa sagde hun til Faderen:

-Stella er vidunderlig.

-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.

Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet
Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stonnende, med en
Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Ojne, hun aldrig havde
set:

-Saa er Du alligevel lykkelig.

-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i
hans Ansigt: det var, som saa hun tusind Ting oplyste af et eneste
Lyn.

Hendes Haender faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt
sit Ansigt bort.

Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbag