Tak, sagde han og rejste sig.

Baronessen kom lobende og slog sine Arme om Excellencens Hals:

-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence
losnede hendes Arm fra sin Hals:

-I henter mig sent, sagde han.

Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en
Kaempes:

-Lad mig se hende.

-Ja, sagde Baronessen og gik foran, stottende sig til Moblerne, ind
gennem Stuerne, hvor der ingen var.

En Gang stansede hun, laenende sig til en Stoleryg:

-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.

Han svarede ikke.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfaeldig Stol. Han
forte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som
var det hans Laeber, der smertede ham.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.

-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hort.

I den lange Gang havde de to Sostre flyttet to Laenestole ud, hvor de
sad, udenfor Emmelys Dor, angste og sammenkrobne, uden at kunne graede,
mens en Kammerjomfru, laengere nede, i Halvmorket, gik frem og tilbage
som en Skygge.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.

-Godaften, Born, sagde Hans Excellence.

Baronen slap Doren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i
Vaerelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydlost.

Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.

I det matte Skaer traadte Naesen frem over hendes indfaldne Kinder, mens
man horte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.

-Tag Skaermen af, sagde Hans Excellence.

Baronessen strakte stonnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:

-Vil De vaere saa elskvaerdig? sagde hun.

Sygeplejersken loftede Skaermen, saa Lyset flod ud over Emmelys Ansigt,
mens Hans Excellence blev staaende, uden at rore sig, ved Sengens
Fodende, ubevaegelig, foran den unge Doende.

-Saet Skaermen paa, sagde han og havde ikke rort sig. Sygeplejersken
gjorde det. Der blev morkt paany.

Det var, som den Doende vaagnede og hun sogte at lofte Haanden fra
Taeppet:

-Hvem er det? hviskede hun.

-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.

Der gik naesten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsogte at
nikke.

-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Ojnene, der maaske
naeppe mer kunde se.

-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og
han gik.

Baronessen havde ikke rejst sig.

Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.
De to