hun lagde Plaiden om hans Ben, med
et Smil, som Konferensraaden ikke saa:

-Jeg skal gore det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanfore Hoved faldt
pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Stotte.

... Da Faderen horte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv
ned i Doren til Porten:

-Hvor Du kommer sent.

-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand korer som korte han
til Lig.

-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen haeftigt op mod Johan, medens
Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

-Den Naermer vil ikke laenger, sagde Johan tvaert.

-Vil ikke? sagde Faderen, rod af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom for.

Faderen fulgte efter Hans Excellence.

-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klaedes om.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun horte Faderen
gaa frem og tilbage og klaede sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde
hun ikke rort sig.

Kun nu og da aabnede hun Ojnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes Dor.

-Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjoleklaedt og rank:

-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

-Jeg har taenkt saa meget i Dag, sagde hun og forte de foldede Haender
ned imod sit Bord.

-Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens Laeber skaelvede et Ojeblik og der kom et Traek om hendes Mund
som det, der tidt kan ses hos Fanger:

-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun taenkt paa en Ting.

Hun tav et Ojeblik:

-Og nu har jeg taenkt den til Ende.

Hun bevaegede de to dejlige Haender:

-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.

Faderen havde i Halvmorket, hvor han stod, gjort en Bevaegelse med sin
Haand:

-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa laenge
siden?

-Men jeg maa tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for
at forsvare mig.

-Forsvare Dig?

-Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhojt og langsomt som den,
der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

-Jeg ved nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke fodt til
at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel
har Du holdt uendelig meget af mig.

-Men det er saa svaert for den, der elsker, at gaa ved Siden af den,
der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

-Og et endnu. Me