lev ved
at folge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte
taende et Lys og baere det hen og tage den maegtige Signetring af, i hvis
store AEdelsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for laenge, saa alt formeget
Lak svulmede op--som den forste Strime Blod, der rinder af et Saar.

-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

-Farvel, sagde han.

-Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen
kom ind ad den lille Paneldor:

-Gor i Orden, sagde han.

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.

-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte
Hvidernes Mappe.

-Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

-Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den overst
i den store Bunke:

-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen,
loftede Konferensraaden sit Oje paa sin Skriver.

-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen forte forfjamsket de blege Haender frem og tilbage.

-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

-Hvad har De mere end Kejserens Broche?

-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

-Hvilket? spurgte han.

-En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit Oje:

-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Vaerdi.

-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

-Skaermen, sagde han.

Hr. Hansen satte Skaermen over Lampen.

-De kan gaa.

Den store Dor gik op. Det var Hofjaegermesterinden, der kom ind og stod
midt i Stuen:

-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens Oje stak over paa hende:

-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter
ganske tyk i hans Mund.

-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.
Og--Hofjaegermesterinden saa Faderen ind i Ansigtet--: vi behover ikke
Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofjaegermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor
hans Legeme skjalv.

-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevaegelser.

Konferensraaden loftede sit ene Oje:

-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om
mit.

Hofjaegermesterinden smilede, mens